Nyheder

Det gjorde en kæmpe forskel at møde nogen, der ville hjælpe mig

Adskillige slag på selvværdet i form af bl.a. en opvækst i Rumænien med fattigdom og Ceausescus diktatur og alt for mange usikre genstarter i livet, eksploderede i en voldsom fødselsdepression for Andreea A. Dallerup fra Vissenbjerg. To år senere har et Jobafklaringsforløb og hjælp til godkendelse af hendes eksamenspapirer fra Rumænien givet den nu 36-årige kvinde et spirende mod til at tænke på fremtiden - og en uddannelse.

Andreea A. Dallerup (th.) blev mødt i øjenhøjde og med et klart fokus på ressourcer og kompetencer af sin beskæftigelsesrådgiver, Emine Belek (tv.). Det var første gang, jeg oplevede et Jobcenter, der virkelig gerne ville hjælpe mig videre, fortæller hun.

Fra Rumæniens diktatur til Danmark

Jeg er opvokset under den sidste periode af Ceausescus diktatur, hvor Rumænien var præget af undertrykkelse og fattigdom, fortæller den danskgifte Andreea A. Dallerup. Man stod i kø i timevis for at få varer som brød og mælk, og i skolen slog lærerne eleverne og fortalte os, at vi ikke var gode nok. Derfor flyttede min daværende kæreste og jeg - for at få arbejde og for at skabe et bedre liv. Vi var omkring Italien, hvor vores datter er født, inden vi mødte danske Ingrid, en rar, ældre dame, som senere hjalp min kæreste med at finde job i Danmark.

Min kæreste rejste rundt med arbejdsopgaverne – og i begyndelsen rejste vi med, indtil vi fik leje i et hus, husker Andreea A. Dallerup. Han var væk 2-3 dage ad gangen, og det var rigtig svært og angstprovokerende at stå alene med sit lille barn - igen i et nyt land med et nyt sprog. Kort efter bad udlejer os flytte uden varsel, og vi måtte starte forfra igen. Jeg fik arbejde med rengøring og på et gartneri. Forholdet til min kæreste var ikke godt, så i 2011 flyttede jeg med min datter.

Man skal jo starte et sted

På Jobcentret blev jeg opfordret til at tage en uddannelse, fortsætter Andreea. Min drøm var at blive sygeplejerske, så sagsbehandleren sagde, jeg skulle gå SOSU-vejen; først hjælper, så assistent og endelig sygeplejerske. Hun spurgte slet ikke ind til, hvad jeg kunne i forvejen. Til gengæld lovede hun, at der var jobs at få som SOSU-hjælper. Jeg tænkte, ”jeg skal jo starte et sted”, så jeg startede på SOSU-hjælper i januar 2013.
Jeg klarede mig rigtig godt, og det var nogle virkelig gode lærere, husker Andreea. Gennem livet har jeg altid fået at vide, jeg ikke var god nok. Men lærerne var meget støttende, og opfordrede mig til at tro på mig selv.

Der var ingen at spørge om hjælp

Da jeg var færdig som SOSU-hjælper i januar 2014, blev jeg rigtig skuffet, for trods sagsbehandlerens garanti, var der ingen jobs at få. I maj ringede de dog fra begge mine praktikpladser og tilbød mig et kort vikariat. I mellemtiden havde jeg mødt min nuværende mand, og var blevet gravid med vores datter, så jeg havde en del morgenkvalme. Det fortalte jeg dem – men de syntes, jeg skulle fastholde vikariatet. Jeg kunne bare bede kollegerne om hjælp til løft osv. I realiteten var der ikke nogen kolleger at spørge om hjælp, og jeg stod ofte alene med 10-12 beboere og følte mig utryg og alt for nyuddannet til sådan et ansvar.

Det eksploderede i en kæmpe fødselsdepression

Jeg havde det ikke godt, og kom tidligt på barsel – og utrygheden fulgte med. Jeg var flyttet sammen med min mand, og det at starte forfra et nyt sted endnu en gang, øgede min utryghed endnu mere, forklarer Andrea. Jeg begyndte at føle mig bange hele tiden. Det eksploderede i en kæmpe fødselsdepression, som jeg forsøgte at skjule. Over for sundhedsplejersken slog jeg det hen med, at jeg bare havde en dårlig dag. Jeg skjulte det også for min mand, for jeg ville jo ikke gøre ham ked af det. Da barslen sluttede, var jeg både bange, sur og trist og græd hele tiden. Jeg slog klart ud på en depressionstest hos min læge, som sagde jeg skulle finde en psykolog. Det kunne jeg slet ikke magte at gøre. Men lægen holdt heldigvis fast i samtalerne, og i at jeg skulle sygemeldes.

Efter 6 måneders sygemelding kom jeg til Jobcentrets Arbejdsfastholdelse i Verninge. Jeg startede på Stress og Depressionshåndtering, men kunne endnu ikke forholde mig til andre. Jeg fik i stedet B-Bat øvelser, og senere træning ved Quick Care. Det brød den isolation, jeg havde beskyttet mig bag. Jeg fik et Jobafklaringsforløb, og her blev der fokuseret på alle de ressourcer og kompetencer, jeg ikke selv kunne få øje på.

Andreea har rigtig mange kompetencer

Jeg mødte Andreea første gang i februar 2018, fortæller beskæftigelsesrådgiver i Team Jobafklaringsforløb, Emine Belek. Hun havde ingen tro på sig selv, og beskrev kun sig selv negativt – både arbejdsmæssigt, på hjemmefronten og personligt. I samtalen holder vi hele tiden fokus på kompetencer og ressourcer, og jeg erfarede, at Andreea har rigtig mange kompetencer, bl.a. en gymnasial uddannelse fra Rumænien.

Jeg spurgte Andreea, om hun har fået sit eksamensbevis oversat og vurderet af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det havde hun ikke, for hun troede ikke det var noget værd. Jeg oplyste hende, at man med gennemført Dansk som Andetsprog for udlændinge – hvilket Andreea har - og et eksamensbevis, der er godkendt og vurderet på dansk niveau, kan søge ind på en videregående uddannelse i Danmark. Det kom som en chok for hende, husker Emine Belek.

Det har styrket min selvtillid

Underviserne på Kompetenceafklaring hjalp mig med alle papirerne, og i august 2018 fik jeg brev om, at min studentereksamen var godkendt til dansk niveau, fortæller Andreea stolt.
Lige nu arbejder jeg med at få styr på depressionen. Jeg har det meget bedre end for 2 år siden, da min barsel sluttede. Dengang kunne jeg slet ikke se noget positivt. Det kan jeg nu, og jeg tager en dag ad gangen, og husker mig selv på at være glad og smile. Jobafklaringsforløbet har været med til at styrke min selvtillid, og jeg er lige så stille begyndt at tænke på uddannelse. Jeg vil stadig gerne arbejde med at hjælpe andre, men det skal nok ikke være så fysisk hårdt som sygeplejerske. Først og fremmest skal jeg finde noget, hvor jeg kan blive anerkendt for det, jeg kan, konstaterer Andreea med et forsigtigt smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens