Nyheder

Jeg går glad på arbejde hver dag

Det er sjældent, jeg har haft det SÅ godt med at komme på arbejde, fortæller en meget glad og tilfreds Allan Larsen. Siden en knallertulykke i ungdommen har han kun haft én funktionel arm, og det har medført en del udfordringer i arbejdslivet. Men efter tilkendelse af et fleksjob og en fastansættelse i ABC-Lavpris i Glamsbjerg, har han både ramt det rigtige niveau – og den helt rigtige arbejdsplads.

Alle der gerne vil, skal have en chance, og vi så hurtigt at Allan (tv) matcher os godt både som arbejdskraft og kollega, fremhæver butiksbestyrer af ABC-Lavpris i Glamsbjerg, Kasper Aul (th), som har fastansat Allan Larsen i fleksjob pr. 1. oktober. Allan er en sindssygt behagelig fyr, der både er jordnær og smilende, fremhæver Kasper Aul. Og så er han tilpas flabet til at passe ind i jargonen hos os, tilføjer han og sender Allan et lunt grin.

Fuld tid blev ikke ved med at hænge sammen

Jeg kørte galt på knallert som 17-årig, og fik nervebanerne revet over til venstre arm, som jeg slet ikke kan bruge, starter 41-årige Allan Larsen fra Glamsbjerg sin fortælling. Herudover slog jeg hovedet, så min korttidshukommelse kan også drille. Jeg skulle have været klejnsmed, men det kræver to arme, så jeg måtte bruge nogle år på at finde mig selv på ny i forhold til job og uddannelse. Jeg har prøvet alt fra ufaglært arbejde som vinduespudser til selvstændig distributionsvognmand og supervisor på et distributionskontor i Odense.

Jeg blev tilkendt et fleksjob i 2015

Over årene er jeg blevet fysisk dårligere, erkender Allan Larsen. Når jeg kun kan bruge højre arm, trækker jeg lynhurtigt skævt og får smerter i nakke/ryg og skulder, og de smerter er tiltagende, uddyber han. Jeg prøvede den handicapkompenserende ordning, Personlig Assistance, i en ansættelse som kontorassistent, men det hang ikke rigtig sammen. Da jeg blev ledig i maj 2015, blev jeg derfor samtidig sygemeldt, og måtte erkende, at min krop ikke kunne holde til at fortsætte på fuld tid og ordinære vilkår. Jeg fik et jobafklaringsforløb og blev i marts 2017 tilkendt et fleksjob; 20 timer/uge med 50 % effektivitet. Niveauet passer mig fint – så skal jeg ikke prøve at løse opgaverne lige så hurtigt som de andre, erklærer Allan med et smil.

Op på hesten igen

Som ledig fleksjobber søger Allan en opslået stilling i en lokal virksomhed. Jeg fik faktisk jobbet. Men de havde ikke afklaret ansættelsen af en fleksjobber med hovedkontoret i Irland, så de måtte trække ansættelsen tilbage igen, husker han. Og så måtte jeg jo op på hesten igen. Min beskæftigelsesrådgiver sendte mig til en anden aktør, Team Aktiv. Det var en rigtig god oplevelse, da jeg både blev mødt med sparring og masser af gode ideer - det var meget motiverende, understreger Allan. Jeg bankede på hos ABC-lavpris, og kom i praktik i oktober 2017.

Alle skal have en chance – uanset udfordringer

Jeg havde lige overtaget butikken, så jeg havde super travlt, fortæller bestyrer af ABC-Lavpris i Glamsbjerg, Kasper Aul. Men selvfølgelig skulle vi have Allan i praktik. Det er min klare holdning, at alle skal have en chance uanset udfordringer – og den holdning stemmer heldigvis overens med butikkens. Vi startede med en praktik, og jeg kunne hurtigt se et klart potentiale i Allan. Jeg havde endnu ikke et overblik over, hvad jeg havde af økonomi til ansættelser, så vi forlængede med en måned – også for at se hinanden bedre an. I løbet af perioden så jeg, at Allan aldrig sagde nej til en opgave, til trods for han kun har en funktionel arm. Han tager altid udfordringen op, og han brokker sig aldrig. Så har der naturligvis været opgaver, vi måtte evaluere på, og hvor vi efterfølgende har erkendt, at vi kunne bruge hans ressourcer bedre på andre opgaver, fortæller Kasper Aul.

Allan er tilpas flabet til os

Allan kom ind i butikken på et tidspunkt, hvor vi både havde brug for det, han kunne – og for noget luft i opgaverne, påpeger Kasper Aul. Samtidig har det været til Allans fordel, at han var min første nye praktikant, og at ideen var god. Og så er han en sindssygt behagelig fyr, der både er jordnær og smilende, fremhæver han. Vi har stort fokus på personlighed i butikken, og Allan matchede os rigtig godt. Han er tilpas flabet, tilføjer Kasper Aul, og sender Allan et grin. Det skal være sjovt at komme på arbejde, og det er vigtigt, at vi har det godt.

ABC-Lavpris er et rigtig godt match

Jeg synes, jeg har fået en rigtig god behandling i Jobcentret, hvor jeg er blevet mødt med optimisme og tiltro, fastslår Allan Larsen. Jeg synes, at de forskellige beskæftigelsesvejledere har været gode til at komme med tilbud og input, og jeg var glad for, at de gav mig tilbuddet ved Team Aktiv.

Jeg er virkelig glad for at ABC-Lavpris har fastansat mig, for det er sjældent, jeg har haft det SÅ godt med at komme på arbejde, fastslår Allan endvidere med et stort smil. ABC-Lavpris er et rigtig godt match på både arbejdsopgaver og kolleger. Jeg har hele tiden haft en god kemi med alle, og vi laver ret meget sjov og spas med hinanden. Vi har et virkelig godt sammenhold og arbejdsmiljø, og der en super fleksibilitet omkring mig, som rummer, at det kan svinge, hvor meget jeg kan holde til, slutter en glad Allan Larsen.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens