Nyheder

Anja og Lars troede på mig, da jeg ikke selv kunne

To dødsfald i allernærmeste familie inden for få måneder udløste først stress, og knækkede derefter Mie E. H. Poulsen fra Flemløse. Efter halvandet års sygemelding besluttede hun sig for at skifte fag til lager- og logistik, og kom til samtale med præstationsangst og uden skyggen af selvtillid. Men da Mie blev mødt støtte og en tro på, at hun kunne, voksede hun med opgaven – og i juni færdiggjorde hun sin nye uddannelse med en helt ny selvtillid i bagagen.

To dødsfald i allernærmeste familie inden for få måneder udløste først stress, og knækkede derefter Mie E. H. Poulsen fra Flemløse. Efter halvandet års sygemelding besluttede hun sig for at skifte fag til lager- og logistik, og kom til samtale med præstationsangst og uden skyggen af selvtillid. Men da Mie blev mødt støtte og en tro på, at hun kunne, voksede hun med opgaven – og i juni færdiggjorde hun sin nye uddannelse med en helt ny selvtillid i bagagen.

Jeg blev vred på stresscoachen

Det er en selvsikker kvinde, der møder os ved informationen på Fynsværket, og der er ingen synlige spor af det sygeforløb 40-årige Mie E. H. Poulsen har været igennem, da virksomhedsambassadør, Anja Madsen, og jeg besøger hende og teamleder Lars Poulsen på Fynsværket. Jeg er uddannet salgs- og senere kontorassistent og har arbejdet på mange forskellige arbejdspladser, fortæller Mie. Den sidste var i et Callcenter, og der er man nok lidt presset, smiler hun skævt. Da to nære familiemedlemmer døde inden for 3 måneder, knækkede jeg helt. Jeg prøvede en psykolog, og jobcentret tilbød mig et angst forløb, men det var først, da jeg kom til jobcentrets stress coach, at der blev prikket hul på de problematikker, der havde hobet sig op, husker hun. Jeg blev faktisk rigtig vred første gang, for hun ramte nogle ømme punkter, men det satte tankerne og en god proces i gang.

Foreslog brancheskift

Undervejs i forløbet ved jobcentret kom jeg også omkring en job coach, der foreslog et brancheskift, så jeg ikke ville komme lige tilbage til et stresset miljø, når jeg blev raskmeldt, beretter Mie. I mine overvejelser kom jeg i tanke om, at jeg altid i tidligere jobs har søgt lageropgaverne, fordi det strukturelle giver mig ro og samtidig en god følelse af, at hjælpe andre, så i forbindelse med en afprøvning af, hvad jeg kunne holde til, kom jeg i en praktik på Bryggeriet Vestfyen. Jeg var senere i forløbet til et møde, hvor vi skulle lægge en plan for mig. Virksomhedsambassadør, Anja Madsen deltog og spurgte mig direkte; hvad er det egentlig, du gerne vil? Da jeg nævnte lagerarbejde, passede det perfekt med, at hun var ved at arrangere et 6 ugers introduktionskursus til faget.

På papiret var jeg klar til en læreplads

Det omtalte 6 ugers kursus suppleret med et truckcertifikat ville betyde, at jeg skulle raskmeldes, og det var en skræmmende tanke på det tidspunkt, husker Mie med et lille grin. Men det var et godt forløb, og efter det var jeg på papiret klar til en læreplads. Men jeg havde jo prøvet andre uddannelser, så hvorfor skulle det lykkes nu? Min selvtillid havde fået et ordentligt knæk. Jeg havde præstationsangst og ingen selvtillid overhovedet, da jeg blev inviteret til samtale på Fynsværket, hvor der var mulighed for at blive voksenelev, udtaler hun.

Passede godt med en voksen elev

Jeg havde en uddannelses aftale med en anden, der pludselig sprang fra, fortæller teamleder på Fynsværkets lager, Lars Poulsen, og så passede det lige med en plads til Mie. Det passede mig fint med en mere voksen elev i afdelingen, det kan der være nogle fordele ved. Jeg mødte en Mie der var ”næsten helt nede under bordet”, så skidt var hun til første samtale. Men jeg kunne samtidig høre, det var det her, hun gerne ville, så vi aftalte en praktik frem til starten på grundforløb, husker Lars Poulsen. Vi valgte mesterlære med mest tid i virksomheden, supplerer Mie, og jeg havde fået merit for mine andre uddannelser, så jeg kunne blive færdig på 1½ år.

Vi kan sagtens klare lidt udfordringer

Vi kunne sagtens klare, at Mie kom med lidt udfordringer, dem tager vi hen ad vejen, og rummelighed er en del af vores arbejdsplads – men det skal jo give mening for alle parter, bemærker Lars Poulsen. Vi fortalte kollegerne lidt om Mies baggrund, da hun startede, og straks kom en kollega i afdelingen med en stak bøger, han havde fået i forbindelse med, at han selv havde haft stress – og så var der jo en slags allieret.

Alt bliver hverdag, og så skal man lige huske at stoppe op og acceptere, at der skal tages hensyn. Mie har haft perioder med stress symptomer, og så tager jeg en snak med hende og kollegerne, så vi kan få det på plads. Det var vigtigt, at hun ikke blev pakket ind i vat, men samtidig lige så vigtigt, at der var en god, løbende dialog. Det har været et godt forløb, der har været med til at forme Mie, fastslår Lars Poulsen, og Mie er helt enig.

Anja og Lars troede på mig – det gjorde forskellen

Jeg har en arbejdsstation, hvor der kommer masser af mennesker forbi, og de forstyrrelser skulle jeg lære at håndtere. Jeg har samtidig fået mulighed for at lære at sætte grænser og sige fra. Og når jeg så har lært det, har det givet mig en bekræftelse og tro på at kunne, og jeg har det simpelthen bare godt, erklærer Mie.
Efter en lang periode med ingen energi overhovedet, tager jeg energi med hjem hver dag – og den udvikling er mand og børn glade for, smiler hun og tilføjer; Jeg slæber dem med ud og gå og styrketræne i naturen, og det kan da godt være, at de ind imellem synes, jeg kompenserer lidt rigeligt for min sygdomsperiode, griner hun.
Det der gjorde forskellen for mig var, at man troede på mig, da jeg ikke gjorde det selv; først Anja Madsen – og så Lars Poulsen og kollegerne på Fynsværket. Jeg har fået masser af støtte til at rejse mig igen – både udefra og i min familie, og jeg har aldrig været så langt fra stress, som jeg er nu, slutte Mie E. H. Poulsen med et smil, der når helt op til øjnene.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens