Nyheder

De har givet mig håbet om en bedre fremtid

54 årige Kim Vesterby Mortensen fra Ørsted har kun haft meget korte ansættelser, siden han som 18-årig kom på kontanthjælp. Men efter 9 måneder ved Danske Diakonhjem, har Kim for første gang i sit liv udsigt til et ordinært job, han vil gøre alt for at beholde.

Kim Vesterby Mortensen (th) har været på kontanthjælp det meste af sit voksne liv. Men en stilling på Danske Diakonhjem har givet den 54-årige både livskvalitet og troen på en bedre fremtid. Her med pedel- og driftsleder ved Danske Diakonhjem, Leon Dehlendorff (tv).

Svært at være nederst i hierarkiet

En opvækst i et hårdt københavnerkvarter uden stærke forældre-ressourcer og en skolegang, hvor ingen for alvor tog fat i Kim Vesterby Mortensens store fravær, har nok været startskuddet til et liv på kontanthjælp med mange nederlag og genstarter. Jeg gik ud af skolen midt i 8. klasse for at blive arbejdsdreng og på sigt komme i lære som VVS’er, husker Kim tilbage. Det gik desværre ikke med mester. Så blev jeg arbejdsdreng i et tømrerfirma, men efter 4-5 måneder gik det heller ikke. Jeg havde svært ved at være i rollen nederst i hierarkiet, og så begyndte jeg at få svært ved at komme afsted om morgenen, og det gik jo bare ikke, bemærker Kim.

Kom sammen med de forkerte venner

Da jeg blev 18 kom jeg på kontanthjælp og i aktivering på Østerbro i en maler-afdeling for kommunen. Der var planer om, at jeg skulle have kørekort og en maler-uddannelse. Dengang måtte man jo drikke i arbejdstiden, og samtidig kom jeg sammen med de forkerte venner, så det var nemt at komme galt afsted. Jeg blev stoppet for spirituskørsel, og så røg de planer i vasken, siger Kim ærgerligt og tilføjer, at hans forbrug af alkohol var begyndt at blive et misbrug. Jeg har søgt hjælp flere gange gennem årene, men de kunne ikke finde årsagen til mit misbrug, og så mente de ikke, at de hjælpe mig, beretter Kim, der flyttede til Fyn for 15 år siden efter ”en konflikt med de forkerte”.

Regnede med kommunen ville blive træt af ham

Jeg har været i aktivering og praktik mange gange, men selvom jeg har fået masser af ros, har jeg manglet fremtidsperspektivet, når det ikke har givet jobmulighed, forklarer Kim. Så jeg har kørt i et mønster med kontanthjælp, aktivering og korte ansættelser - som hver gang endte med problemer med alkohol, og så blev jeg ustabil. Jeg har haft det psykisk dårligt, men har nok skruet op for, hvor dårligt, når jeg var hos lægen, så jeg kunne sygemelde mig. Og selvom mit alkoholforbrug kun har fyldt i perioder, tænkte jeg at kommunen nok blev træt af mig, hvis jeg drak, så jeg ikke kunne arbejde. Så jeg sørgede for at lugte af øl til samtalerne, fortæller Kim hudløst ærligt. Men de blev ikke trætte af mig. I stedet mødte jeg en dag småfuld op til en aftale, og fandt ud af, at det var en samtale med rehabiliterings-teamet. Der sad en læge og 7 damer og ventede på mig, og konklusionen blev at jeg skulle på antabus 1 år og gå på misbrugscentret. SÅ vågnede jeg op, siger Kim med et skævt smil. Behandlingen var en succes og alkoholen er ikke et problem for Kim længere.

Jeg havde et par uheldige starter efter det år, hvor uklare aftaler om det økonomiske gjorde, det gik i vasken. For 9 måneder siden kom min beskæftigelsesrådgiver så hjem og hentede mig. Han havde ikke kunnet fange mig på telefonen, og ville have mig med til en samtale om en praktik som pedelmedhjælper ved Danske Diakonhjem.

Jeg skal vide, hvornår jeg kan regne med dig

Kim var nok lidt tilbageholdende, da jeg mødte ham første gang, fortæller pedel- og driftsleder Leon Dehlendorff, men han var også blevet hentet derhjemme, og var nok lidt uforberedt. Danske Diakonhjem går op i, at vi skal være her for alle, og at alle skal have et godt liv, så rummelighed er en del af den måde vi arbejder på, og vi ville gerne give Kim en chance. Men jeg tænkte, at det nok ville blive 3 måneders afprøvning og stoppe der.

Jeg bryder mig ikke om at være ”lederen”, erklærer Leon Dehlendorff. Jeg vil hellere have en at samarbejde med. Så da Kim var lidt ustabil i starten, spurgte jeg ham, om han havde brug for færre timer eller en ugentlig fridag, i stedet for at blive sur over det. Jeg var bare nødt til at vide, hvornår jeg kunne regne med hans arbejdskraft. Stille og roligt forsvandt skjoldet, og Kim blev en del af ”sjakket”, og han bidrager til hyggen og den gode stemning, fortæller Leon Dehlendorff med et smil, og tilføjer at han bestemt gerne vil beholde Kim, hvis det er muligt.

Jeg kunne arbejde her resten af mit liv

Allerede fra den første uge følte jeg mig godt tilpas her, og jeg kan mærke jobbet er godt for mig - både på mit humør og min livskvalitet, fortæller Kim Vesterby Mortensen. Jeg er selvfølgelig nervøs for fremtiden, for jeg ville arbejde her resten af mit liv, hvis jeg kunne. Så jeg håber der er muligheder fremadrettet inden for Danske Diakonhjem, der også har pedelopgaver andre steder.

Leon og jeg har hver morgen en snak om, hvad der er af opgaver, og jeg føler mig fri og ikke kontrolleret. Her er et utroligt godt arbejdsmiljø, og vi tager tingene i et godt, roligt tempo. Jeg er også blevet ældre og bevidst om, at jeg må tage ansvar for mit eget liv, for ustabiliteten påvirker min psyke. Men den stærkeste grund til, at jeg fungerer så godt, er stedet her. Der er en interesse og omsorg for, hvordan jeg har det, og både Leon og min leder Joan spørger ind til, hvordan jeg har det. Det betyder meget for mig, og det har givet mig håbet om en bedre fremtid, erklærer Kim Vesterby Mortensen med et smil.

Birgitte Storm Alm, Jobcenter Assens