Nyheder

Der findes et job til os alle

Da 57-årige Arne Jæger fra Aborg mistede sit job efter 35 år i IT-branchen, var han egentlig ikke bange for, om han kunne finde et nyt. Jeg ved, at jeg har søgt jobs, hvor min alder har været en hindring, og jeg spekulerede da også over, om IT-branchen stadig havde plads til mig, bemærker han. Men uanset alder, så er der et job til os alle – og til mig var der så to, smiler Arne, der med sine brede IT-kundskaber og lange erfaring endte med at skulle vælge mellem to spændende jobtilbud.

Jeg ved, at jeg har søgt jobs, hvor min alder har været en forhindring, men jeg har aldrig tvivlet på, at der er et job til alle, og til mig var der jo så to, bemærker Arne Jæger, og tilføjer: Det er et spørgsmål om at søge bredt nok.

Jeg blev faktisk lettet, da fyringen kom

Siden 1986 har Arne Jæger været ansat indenfor IT-branchen; de seneste 17 år med strategisk outsourcing – altså hvor virksomheden passer andre virksomheders IT-implementering og drift - hos en stor virksomhed, hvis navn vi har aftalt at udelade. Der har været et spænd mellem at skulle tjene penge til aktionærerne samtidig med kunderne ville have ydelsen billigt, og da danske lønninger er dyre, er en del opgaver blevet flyttet til Østeuropa og Asien, fortæller Arne Jæger. Det har medført rigtig mange, store fyringsrunder – især inden for de seneste 8-10 år, både massefyringer, ”løbende tilpasninger,” og mindre prikkerunder”.

Det er stressende hele tiden at forholde sig til forestående fyringer, kolleger der bliver kede af det og tanken om, hvornår det bliver ens egen tur – så jeg blev faktisk helt lettet, da fyringen kom, konstaterer Arne. Jeg blev opsagt i midten af maj 2020 med effektuering i udgangen af 2020. Jeg har søgt nogle jobs i opsigelsesperioden uden udbytte, men da vi flyttede her til Aborg i november, var det også fint med en kort periode til at falde på plads.

Hvordan får jeg sparket døren ind til virksomhederne?

Med en lønsikring i fagforeningen, en fratrædelsesgodtgørelse og lidt overskud fra et hussalg, blev økonomien ikke ”en brændende platform” i forhold til jobsøgningen, fortæller Arne videre. Men de stillinger, der var opslået, rettede sig meget mod specialister, og ikke så meget mod en generalist som mig, der kan meget forskelligt. Så mine overvejelser har mere været, hvordan jeg kunne sparke døren ind hos virksomhederne og få præsenteret mine kompetencer. Og Corona gjorde det ikke lettere. Derfor har jeg også overvejet brancheskift i hele forløbet, og tænkt over, hvor jeg ellers kunne bruge mine kompetencer. Lige så meget for at have en plan B, hvis IT-verdenen ikke havde et job til mig efter 35 år.

På Aktiv Jobsøgning lærte jeg at lave en kortfattet, målrettet ansøgning

Mit nye job er det første, jeg har fået på en ansøgning siden 1986, for tidligere er jeg blevet ”inviteret” ind til en snak om ansættelse, når jeg har skiftet arbejdsplads. Men jeg sendte min gamle ansøgning med 13 siders CV afsted, og kom til nogle online samtaler. Selvom jeg er vant til videokonferencer, var mærkeligt at have jobsamtaler på den måde, og jeg fik heller ikke stillingerne.

Jeg blev tilbudt at komme på kurset Aktiv Jobsøgning. Imens jeg var der, blev jeg inviteret til en fysisk jobsamtale, fortæller Arne, og tilføjer; på baggrund af min gamle ansøgning. Jeg fik jobbet, men fordi der var lang tid til jobstart, skulle jeg fortsat søge jobs. På Aktiv Jobsøgning fik jeg rigtig god hjælp til at lave en ansøgning, hvor man får solgt sine kompetencer præcist, og et kortfattet CV målrettet det job, man søger. Det blev rigtig godt, og personligt ville jeg hellere læse min nye ansøgning, end den gamle, smiler Arne.
Den nye ansøgning resulterede i endnu en samtale, og efter anden samtale havde Arne nu 2 jobtilbud indenfor hans kendte område, og kunne vælge det, han helst ville have.

Man skal ikke være bange for at kaste sig over noget nyt.

Jeg håber da, at mit nye job er mit sidste job, og da jeg skal være projektleder på et projekt, der er berammet til at vare 10 år, er det da et realistisk håb, erklærer Arne. Men ellers må vi se, hvad der sker.
At blive ledig som 57-årig i en IT-branche, der udvikler sig hele tiden, kan nok være skræmmende for nogen, men ikke for Arne; Jeg ved, at jeg har søgt jobs, hvor min alder har været en forhindring, men jeg har aldrig tvivlet på, at der er et job til alle, og til mig var der jo så to, bemærker han med et skævt smil. Det er et spørgsmål om at søge bredt nok, fastslår han.

Man skal være villig til at kaste sig over noget nyt og bruge sin erfaring som springbræt og finde ud af, hvor man kan anvende sine kompetencer. Jeg har aldrig haft alle kompetencer i de jobs, jeg er blevet ansat til. Selvfølgelig skal man have hovedområderne på plads – resten er noget, man opbygger, uddyber Arne, der allerede har haft et par uger på sin nye arbejdsplads, og nu afholder ferie.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens