Nyheder

Heroppe har vi alle sammen været igennem det

61-årige Eigil Boe fra Assens fik sidste år konstateret knoglemarvskræft, og i den forbindelse har han taget imod kommunens tilbud om Kræftrehabilitering. Jeg kommer for at træne min krop op, for kræften har taget både knogler og kræfter, og det kan være svært at holde fast i træningen derhjemme. Og så kan jeg mærke der er mange, der også kommer for at være sociale, fordi det kan være svært. Jeg har heldigvis mange at snakke med, og jeg har været god til at være åben omkring min situation, men det giver mig også noget positivt at dele de erfaringer med de andre.

Vi har en aftale om, at jeg er 2 cm højere, når jeg stopper

61-årige Eigil Boe blev sidste år sygemeldt med en dårlig ryg, men da han blev sendt til videre undersøgelser, kunne lægerne til sidst konstatere hans smerter var på grund af knoglemarvskræft.

”Jeg bliver ikke helbredt, men lige nu er der ro på kræften, og så må vi tage den der fra,” fortæller han.

Kræften har taget så meget af Eigils knogler i øverste del af ryggen, at han er blevet markant lavere, og for at styrke området, så han med stærkere muskler kan rette sig mere op, har han brug for særligt tilrettelagt træning. Derfor tog han imod kommunens tilbud om kræftrehabilitering.

”Jeg kommer herop for at få træning i min krop, og få trænet det op, jeg har mistet. De ved noget om det heroppe, og det giver mig en træning, der bliver præcis tilpasset mig. De ved jo ikke hvordan, jeg lige har det, så det må jeg fortælle, men de har mange forskellige skud i bøssen for at tilrettelægge de rigtige øvelser, så de er helt rigtige for mig,” fortæller Eigil. ”Træningstilbuddet gør jo at jeg kommer ud og kommer i gang, og det er vigtigt, for det kan være svært at holde fast i træningen hjemme - og jeg håber så på, det kan hjælpe mig, tilføjer Eigil og supplerer med et smil; ”Vi har en aftale om at jeg er 2 cm højere, når jeg stopper.”

Træningen er vigtig både under behandlingsforløbet og efter

”Vi tilbyder at man kan komme op og træne her; enten hvis man har været på sygehuset og fået en genoptræningsplan, eller man kan henvende sig selv, hvis man har eller har haft en kræftdiagnose inden for de seneste 6-8 måneder,” oplyser fysioterapeut Simon Skyttegaard-Nielsen.

”Man kan med god fordel træne imens man er i gang med sin behandling, og det er faktisk vigtigt at holde sig i gang”, fortsætter Simon Skyttegaard-Nielsen og uddyber; ”Det kan godt være, at man ikke bliver bedre imens man træner, men til gengæld så sørger man for, at man ikke bliver markant dårligere. Det giver et bedre udgangspunkt, når nu ens behandling er færdig igen.”

Her kan man møde ligesindede

Når man møder til træningen, er der også mange, der nyder rigtig godt af at træne med ligesindede – altså at man møder andre, der er i samme situation, som en selv.

”Når man er i et kræftforløb, kan man have rigtig svært ved at komme ud af huset, fordi man bruger energien på rigtig meget andet. Men det er stadigvæk vigtigt at komme herop. Og det er flere årsager til,” siger Simon Skyttegaard-Nielsen. ”Der er også mange, der kommer herop, der ikke når at træne, men de snakker med de andre der er i forløb her. De deler historier og erfaringer og give hinanden gode råd, hvis de har fundet en løsning på en situation, den anden nu er i, og det er lige så vigtigt.”

Eigil Boe har været meget åben om sin sygdom, og han har ikke oplevet at det har begrænset ham socialt. Men han snakker gerne med de andre deltagere, og hører ofte hvordan det kan påvirke ens sociale liv at få en kræftdiagnose.

”Nogen kan måske blive - hvad skal man sige - lidt forskrækket, hvis man fortæller man har kræft - og andre lytter og suger til sig,” fortæller han. ”Men heroppe har vi jo alle sammen været igennem det, så der er ikke rigtig nogen af dem, der bliver forskrækket.”

Vi prøver at samle tingene for den enkelte

”Vi samarbejder bl.a. med en sygeplejerske og med jobcentret,” oplyser Simon Skyttegaard-Nielsen.
”En kræftdiagnose kaster ens liv op i luften, så hvis man fx er sygemeldt fra sit arbejde, og der er en masse, man skal finde ud af der, så kan det være svært at overskue, fordi man samtidig skal følge nogle hårde behandlinger. Så kan vi kalde jobcentret ind, og det er den samme der kommer, så der er også en tryghed i at det ikke bare er jobcentret, der kommer, men Michael, som har erfaring med kræftsyge borgere. Og det betyder bare så meget, at det hele bliver samlet på et sted, sådan at vi snakker med fx både sygeplejen og jobcentret og på den måde får bundet en sløjfe på det det, der nu lige rører sig ved den enkelte.”

Det kan være svært at komme afsted hjemmefra, når ens livssituation er vendt på hovedet, som den bliver med en kræftdiagnose, men det er vigtigt at komme afsted alligevel, fastslår fysioterapeut Simon Skyttegaard-Nielsen (tv), og supplerer; Vi samarbejder med bl.a. en sygeplejerske og jobcentret, så vi kan hjælpe deltagerne med at binde en sløjfe på det, der lige nu rører sig ved den enkelte. Eigil Boe (th) fik sidste år konstateret knoglemarvskræft, og han har brug for træningen til at genvinde sine kræfter. Det at have et tilbud som dette gør, at jeg kommer afsted, og det er vigtigt, for det kan være svært at tage sig sammen derhjemme, fortæller han.

Jeg ville hellere have haft mit arbejdsliv

”Kræften har gjort, at jeg har måttet opgive mit tidligere erhverv som selvstændig landmand og lidt maskinstation,” fortæller Eigil ærgerligt. ”Det har ædt så meget af mine knogler, at jeg ikke kan det knokleri, som jeg før kunne.”

Eigil syntes det var lidt udfordrende at være sygemeldt med ryggen, for det er svært at være selvstændig landmand med mange timer og diskutere timetal og andre arbejdsopgaver.

”De blev lidt anderledes, da jeg fik kræftdiagnosen, for så snakkede vi ikke om, at jeg lige kunne træne det op igen,” bemærker han med et skævt smil.

Banken foreslog ham at søge seniorpension, så det gjorde han, og pensionen fik han.

”Der har jobcentret været gode til at hjælpe mig, så jeg er jo egentlig kommet godt i mål,” erklærer Eigil Boe. ”Selvom jeg måske hellere ville have haft mit arbejdsliv,” slutter han.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens