Jeg fik lov til at styre slagets gang – Jesper banede vejen
28-årige Katja Helene Egesby blev sygemeldt med to fødsels-depressioner i streg, og var usikker på både fremtiden og det forløb, der lå foran hende i jobcentret. Men hun blev tilknyttet virksomhedskonsulent, Jesper Sundsdal, og den gode kemi mellem dem fik det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg fik støtte og opmuntring - og blev virkelig hørt, når jeg måtte bremse lidt op, fortæller Katja, som lige er blevet fastansat ved Assens Kommunes indkøbsafdeling pr. 1. juni.
Følte ikke jeg slog til som mor
Da Katja Helene Egesby for 5 år siden blev gravid med sit første ønskebarn, blev det slet ikke det glansbillede, hun havde drømt om; ”Min krop blev vildt stresset af at være gravid. Jeg var on/off indlagt de første tre måneder og hen mod slutningen kom der flere komplikationer, som endte med, at jeg måtte sættes i gang inden termin. Fødslen i sig selv var også hård, og jeg var så udmattet, at jeg hverken kunne gå eller skifte en ble”, fortæller Katja ærgerligt.
En følelse af ikke at slå til gik hurtigt over i en følelse af at noget var galt, og det endte i en fødselsdepression. Før hun fik opstartet behandlingen af depressionen, styrtede hun ned ad en trappe og fik et kompliceret brud i anklen.
Da hun nu slet ikke kunne tage sig af sin knap 7 måneder gamle søn, blev barslen overdraget kortvarigt til kæresten Jan, indtil de kunne få sønnen hasteplaceret i dagpleje. ”Og så var det ude af mine hænder”, bemærker Katja. ”Jan tog over på pasningen af vores søn, og jeg var dybt ulykkelig”. Samtidig fik hun noget psykologisk behandling, men da det blev vurderet, at det Katja skulle have var noget kognitiv behandling for social angst, fik fødselsdepressionen lov at ligge og ulme.
Jeg var slet ikke klar
Da barslen er afsluttet, melder Katja sig i jobcentret, men hun kan slet ikke følge med til de krav, der er for jobsøgningen. ”Jeg var helt ødelagt, og det endte med, jeg tog min mor med til en samtale, for at få hjælp til at forklare, hvor slemt det stod til”, husker Katja.
Katja bliver i stedet vurderet aktivitetsparat, hvor kravene er lempet i en periode. Hun kommer i en praktik på et kontor med indkøb af dyreartikler. ”Jeg var afsted 12 timer pr uge, og det var en super fin praktik, men jeg var slet ikke klar til at yde ordentligt og komme op i tid.”
Samtidig var snakken om barn nr. 2 begyndt for Katja og hendes kæreste. ”Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få en ny chancen for at lykkes som mor, så det var helt planlagt. Jeg vidste heller ikke på dette tidspunkt, at fødselsdepressionen stadig lå og lurede, så for mig føltes det som den helt rette ”pause” i jobforløbet at blive gravid igen,” forklare Katja. Men graviditet nr. 2 blev desværre lige så slem som den første i starten – og endnu værre psykisk.
Jeg fik en depression mere
”Jeg fik ekstra psykologhjælp og en ekstra jordemor, så der var opmærksomhed på mig under graviditeten”, husker Katja tilbage. ”Efter fødslen af vores datter blev vi opdelt i familien; Jeg tog mig af vores datter, Jan tog sig af vores søn. På trods af en rigtig tæt tilknytning til min datter, og den ønskede følelse af at lykkes som mor, fik jeg alligevel en ny depression. Det var nok den ubehandlede fødselsdepression, der blussede op igen”, vurderer Katja.
Da barslen slutter i sommeren 2020, vil Katja bare have en plan for at komme i gang – også selvom hun psykisk bestemt ikke er på toppen. ”Jeg har altid haft en underlæggende usikkerhed, og to depressioner gjorde det slet ikke bedre. Men jeg var også klar over, at jeg ikke ville få det bedre af at sidde derhjemme”, konstaterer hun. I jobcentret er både sagsbehandler, virksomhedskonsulent og Katja enige om, at det ikke må gå for hurtigt med at komme i gang og på fuld tid.
Katja sendte mig lister på interessante virksomheder hver uge
Virksomhedskonsulent Jesper Sundsdal er forholdsvis ny i jobbet, da han bliver tilknyttet Katjas vej tilbage på arbejdsmarkedet. ”Det var fantastisk at møde Katja, der nærmest ugentligt sendte mig nye lister med forslag til relevante praktiksteder, for jeg hørte om en masse spændende virksomheder, jeg ikke kendte”, smiler han. ”Men jeg var også klar over, at vi skulle have en rigtig god arbejdsgiver, der kunne give Katja plads til at få en sikkerhed i opgaven, og sige det til hende på en ordentlig måde, hvis der var ting der skulle rettes til”.
Jesper havde fra starten kommunens indkøbsafdeling i sigtekornet, men corona medførte et par omveje med nogle andre praktikker og småjob, hvor Katja langsomt kom lidt op i tid. Og i oktober 2021 bliver det endelig muligt at starte en praktik op på rådhuset.
I starten er der ingen reel jobåbning, men med en kombination af praktik og lønnede timer fra en småjobpulje, kommer Katja i gang, og hun får hurtigt vist afdelingsleder Dan Rasmussen, hun er dygtig til opgaven. Da han kan se potentialet i Katja, finder han en mulighed for at supplere med ordinære løntimer, og hen over 5 måneder får Katja øget til 30 timer/uge. Samtidig kommer der en jobåbning i teamet. Katja søger stillingen, kommer til samtale – og får jobbet.
Nu falder alle brikkerne på plads
” Katja var simpelthen så skrøbelig, da vi startede, og vi har begge haft en usikkerhed på, hvor det ville ende, så det er lykkeligt for alle parter, at Katja har det så godt, og har fået jobbet i indkøbsafdelingen, smiler virksomhedskonsulent Jesper Sundsdal. ”Det har været let at samarbejde med Katja, for vi har fra starten snakket godt sammen, og hun har arbejdet så godt med tingene selv,” tilføjer han med et smil til Katja.
”Kemien med Jesper har bare været helt rigtig fra starten”, fortsætter en glad Katja. ”Han har lyttet til mig og forstået mig, og vi har været enige om retningslinjerne. Jeg føler faktisk, jeg har fået lov til at styre slagets gang, og så har Jesper banet vejen for mig og holdt modet oppe for mig,” supplerer hun.
”Man siger, der er en mening med alting, og at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – men jeg skal da lige finde ud af, hvad meningen har været for mig i alt det her,” smiler Katja skævt. ”Jeg har altid haft en underliggende usikkerhed, og måske skulle alt det her til for at jeg kunne bevise over for mig selv, at jeg faktisk er god til mange ting. Få troen på at jeg nok skal lykkes samt at hårdt arbejde belønnes, og at der også er en plads til mig i vores samfund - akkurat som jeg er,” funderer hun.
”Men nu er jeg et sted, hvor alle brikkerne falder på plads, og helingsprocessen kan begynde. Jeg har fået et job, jeg er superglad for, vi har lige fundet drømmehuset, og til april skal Jan og jeg giftes,” slutter Katja med et strålende smil.
Birgitte Alm, Jobcenter Assens