Nyheder

Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag

37-årige Jens Graversen fra Verninge har haft nogle hårde rutsjeture i livet, og han fik endnu en i 2020, da Corona lukkede ned for hans nye læreplads som cater og virksomheden gik konkurs. ”Jeg var på vej ned i et sort hul, men heldigvis har jeg haft rigtig god støtte i jobcentret. Jeg kom i en praktik i delikatesseafdelingen i SuperBrugsen i Haarby, og matchet var så godt, at jeg i april fik læreplads som delikatesseassistent - og det går bare supergodt,” fortæller en glad Jens Graversen.

Jeg har det supergodt, fortæller 37-årige Jens Graversen, der har fået læreplads delikatesseassistent i SuperBrugsen i Haarby. De er så søde i delikatessen og har taget så godt mod mig, og vores uddeler er virkelig god til at få folk til at føle sig som en på holdet. Jeg er virkelig glad for den hjælp og støtte jeg fik i jobcentret, og jeg var ikke kommet hertil uden Ann-Katrine og Lone (Beskæftigelsesrådgiver Ann-Katrine Blomstrøm Nielsen og Uddannelsesvejleder Lone Sestrup Lundgaard), fastslår han.

Det skulle egentlig slet ikke være butik

I starten af 20’erne gik Jens Graversen på handelsskolen og kom i lære som butiksassistent.

”Jeg gik simpelthen død i arbejdstiderne kombineret med den lave løn, så jeg besluttede, jeg slet ikke skulle den vej,” fortæller Jens.

I stedet tog Jens en HF for at have en grundeksamen, men undervejs fik han en depression pga. nogle ubearbejdede problematikker fra ungdommen. Gennem jobcentret får han et forløb på en daghøjskole, hvor han i en kombination af idræt, motion og psykologhjælp kom ovenpå igen.


Det var en fornøjelse at arbejde med problembørn

”Skolen hjalp mig videre”, husker Jens. ”De havde set, jeg havde evner for at undervise og være mentor, så jeg kom i gang med en læreruddannelse på Den Frie Lærerskole, hvor jeg kunne blive optaget uden en færdig HF. Uddannelsen er selvbetalt, så efter 3 år søgte jeg merit, og fortsatte uddannelsen på lærerseminariet i Odense. Der gik rod i afslutningen pga. min start på den frie læreruddannelse, så jeg fik ikke den afsluttende bachelor, men i stedet for at kæmpe med det, fik jeg vikarjobs på to skoler i Odense nogle år. Jeg var superglad for at undervise og det var bl.a. en fornøjelse at arbejde med problembørn, men kampen med forældresamarbejdet tog glæden fra mig, og jeg måtte stoppe, inden det ødelagde mig”.


Praktikken i Bilka ændrede det hele

A-kassen vurderer ikke Jens er dagpengeberettet, da han ikke har afsluttet sin læreruddannelse, og han kommer derfor på kontanthjælp og starter i Nyttejob.

”Det var jo ikke de mest spændende opgaver, men stemningen var rigtig god, så det var helt ok,” genopfrisker Jens. ”Samtidig søgte jeg alle de jobs, jeg kunne komme i nærheden af, men uden held. Jeg får en praktik i Bilka, og kommer i deres delikatesse, og der kunne jeg bare mærke; Det er det, jeg skal,” erindrer Jens. ”Efter praktikken fik jeg en tidsbegrænset stilling, som desværre ikke blev forlænget.

Tilbage i jobcentret snakker jeg med Uddannelsesvejleder, Lone Sestrup Lundgaard om, at jeg er blevet glad for at arbejde med mad, og hun får mig på et gastronomi kursus på Kold College. Jeg ender med at fortsætte samme sted på grundforløbet til cater.”

Corona lukkede drømmene ned

Jens fik en læreplads i en virksomhed, hvor han virkelig gerne vil være – og hvor de virkelig gerne ville have ham, og alt så ud til at gå godt. Derfor var det et kæmpe slag i hovedet da Corona kom – og virksomheden gik konkurs.

”Så stod jeg der uden læreplads igen. Tilbage på kontanthjælp og isoleret pga. Corona blev presset så stort udefra, at depressionen dukkede op igen,” husker Jens ærgerligt tilbage. ”Jeg havde heldigvis fået værktøjer til at arbejde med depressionen, så jeg søgte bl.a. mine bedste sociale relationer gennem håndbold, og det forhindrede mig i at falde ned i et stort sort hul,” fortsætter han. ”Jeg fik kontakt med Lone igen, og hun anbefalede mig at komme i SuperBrugsen i Haarby, for hun fornemmer det vil være et godt match, og det havde hun jo helt ret i,” smiler Jens.

Efter en praktikperiode får han en læreplads som delikatesseassistent og med merit er han uddannet om 2½ år.

Nu glæder jeg mig til at se, hvad livet bringer mig

”Da jeg fik en depression, sagde psykologen sagde til mig, at et menneske har en vis del af livet, der skal være sort – og nu har du haft din. Det holder jeg fast i,” refererer Jens, der nu med glæde kigger fremad og føler, at han er et godt sted i livet.

”Det er fedt at køre på med et arbejde, jeg er glad for, på en arbejdsplads, hvor kollegerne er fantastiske, og det er bare superfedt at være her. .. og det betyder mere end de skæve arbejdstider,” tilføjer han med et skævt smil. ”Lone og Ann-Katrine (Beskæftigelsesrådgiver Ann-Katrine Blomstrøm Nielsen og Uddannelsesvejleder Lone Sestrup Lundgaard) har på hver deres måde betydet, at jeg er kommet videre,” fremhæver Jens. ”Begge er rigtig gode til at lytte, og de har været supergode til at finde ud af, hvem jeg er, og matche mig ud fra det, og jeg er helt sikker på, jeg ikke var kommet her til uden dem, slutter en glad Jens Graversen.”

Birgitte Alm, Jobcenter Assens