Nyheder

Jeg har lært at tage et skridt ad gangen og se, hvor det fører mig hen

Joachim Larsen gik den direkte vej fra folkeskolens 9. klasse til HG og herefter i lære i en tøjforretning. 19 år gammel og ny udlært med planer om at samle erfaring nok til at starte sit eget op, søgte han sin vej på arbejdsmarkedet. Men til Joachims overraskelse, havde han været for hurtig; Han fik afslag for at være for ung og uerfaren. Ledigheden kom som et chok og udløste en depression. I dag er Joachim ansat i Harald Nyborg, og selvom han gerne havde undværet ledighedsperioden, har den også modnet ham, og lært ham noget om sig selv – og fremtidsdrømmene er vendt tilbage.

Jeg gjorde alt det, folk sagde var det rigtige: skyndte mig at færdiggøre skole og uddannelse, og jeg ville ud at vise, hvem jeg var – og så ville ingen have mig. Det gjorde ondt, fortæller den i dag 22-årige Joachim Larsen.

Jeg begyndte at blive lidt doven

I de første måneder efter jeg var udlært, var jeg meget ihærdig med min jobsøgning, fortæller Joachim Larsen fra Haarby. Men i takt med at jeg fik afslag på afslag, mistede jeg modet. Når jeg fik en begrundelse sammen med et afslag, var det, at jeg var for ung og uerfaren, og det var jo svært at ændre, uddyber han.
Jeg startede på jobcentrets Tour de Job, og det var fint i starten. Her møder man nogen, der står i samme situation som en selv, og får gode råd til jobsøgningen. Men efter man har været der et stykke tid, og oplever at ikke alle er lige opsatte på at få et job, så begyndte jeg også selv at blive lidt doven, og sendte kun de to ansøgninger om ugen, der var krav om, erkender han.

Mistede troen på sine ansøgninger – og sig selv.

Det er enormt hårdt at være ledig, og man begynder at miste troen på de ansøgninger, man sender afsted, erklærer Joachim Larsen. Jeg har været tilfreds med hjælpen i jobcentret, men hvis jeg skulle sige noget negativt, så er det nok, at jeg oplevede manglende forståelse for, hvor svært det er at gå ud og sælge sig selv, når man samtidig kan mærke, man går længere og længere ned med flaget. Jeg var i nogle korte praktikker, og selvom de ikke gav jobs, gav de lidt at lave – indtil man gik hjemme igen. Jeg kæmpede med at finde en daglig struktur, og samtidig blev jeg far. Det gjorde det endnu sværere for mig at være uden job. Til sidst blev jeg sygemeldt med en depression. Jeg var bare ikke glad, og det føltes som en hånd hele tiden holdt mig nede.

Efter en pause, var jeg klar til at klø på igen

Sygemeldingen gav mig en pause fra jobsøgning og afslag, og samtidig fik jeg tid til at falde ind i rollen som far. Det gav mig en ny modenhed, og som forsørger begyndte jeg at få andre motiver for at få et job, fortsætter Joachim sin historie. Så da jeg blev raskmeldt et par måneder senere, var jeg klar til at klø på igen, smiler han. Jeg startede i Nyttejob for at se, om jeg var helt klar, og det var fint nok lige at komme lidt ud og snakke med andre. Herefter kom jeg på Aktiv Jobsøgning, og det kan jeg kun anbefale folk at komme på hurtigt, for det er supergodt. Min ansøgning blev bedre – og samtidig var der den fælles sparring, hvor jeg kunne se, det ikke kun var mig, der havde problemer med at finde et job. Jeg kom ind i den gamle rutine med at søge to jobs om ugen – men jeg søgte bredere og med en bedre ansøgning, kom jeg også til jobsamtaler.

Lasse Greve Frets, som jeg kendte fra Tour de Job, skaffede mig et 2 ugers sæsonjob som fyrværkerisælger. Det var også ham der kontaktede mig, og foreslog mit nye CV blev sendt til Harald Nyborg. Allerede til første samtale, gik snakken på, hvornår jeg kunne starte. Jeg kunne tilbyde 4 ugers praktik, så jeg var klar til opgaven allerede fra start, men da de havde en praktikant i forvejen, fik jeg i stedet først et truckcertifikat og så 2 ugers praktik at starte op på. Og så var jeg ansat fra 1. september, fortæller han glad.

Hvad er det i jobbet, der gør mig glad?

Da jeg lige var udlært, tænkte jeg kun i tøjsalg, for det var jo der jeg var udlært, husker Joachim. Men nu er jeg ansat ved Harald Nyborg, og her er jeg rigtig glad for at være. Jeg håber, jeg kan blive her nogle år og samle erfaring. Det har også sat gang i tankerne om, hvad det egentlig er, der gør mig glad i mig job. Glæden i jobbet er ikke salget af tøj – det er kundekontakten jeg godt kan lide. At jeg kan hjælpe kunderne og sørge for de får en god oplevelse. På sigt vil jeg måske læse videre som handelsøkonom og derefter arbejde med indkøb eller som kørende sælger. Drømmen om at blive iværksætter er ikke stor, når man ikke kan få et job – men den drøm er da begyndt at lure igen, konstaterer Joachim Larsen. Men først og fremmest har jeg lært at tage et skridt ad gangen, og se, hvor det bringer mig hen, slutter han med et smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens