Nyheder

Jeg har stadig noget at byde ind med

Da Rikke Lenskjold Riis fra Assens begyndte at få smerter, tænkte hun, det bare skulle arbejdes væk. Det var først, da hendes mand sendte hende til lægen, at hun blev udredt for den psoriasisgigt, der giver hende konstante smerter i fortrinsvist fingre, skuldre, hofter og fodled. Efter et afklaringsforløb var Jobcenter Assens egentlig klar til at indstille Rikke til førtidspension, men hun bad om et fleksjob i stedet. Fleksjobbet betyder utrolig meget for mig, understreger hun. Jeg er kun 52 år gammel, og jeg vil stadig gerne være en del af fællesskabet på en arbejdsplads, fortæller Rikke. Hun håber snart at finde en arbejdsplads, der kan gøre gavn af 34 års gode erfaringer i 7½ time/uge.

Jeg fik en lidt skæv start på jobcentret, men da jeg først fik min beskæftigelsesrådgiver, Helle og fastholdelseskonsulent Bettina Mørch tilknyttet, følte jeg mig både hørt og set. Jeg er super tilfreds med den behandling, jeg har fået, fortæller 52-årige Rikke Lenskjold Riis, der for nylig fik tilkendt fleksjob.

Blev ved til jeg var helt ødelagt

Jeg er uddannet SOSU-assistent, og har arbejdet med mennesker helt mit arbejdsliv. Efter 18 år på OUH’s traumeafdeling, mente jeg, at det var tiden til et karriereskifte, hvis det skulle være, fortæller 52-årige Rikke Lenskjold Riis. Jeg fik et job ved Assens Kommunes hjemmepleje. Det var en ny og spændende måde at arbejde på, men jeg begyndte at få nogle tegn på, at noget ikke var helt godt. Som udekørende stiger man en del ind og ud af bilen, og jeg fik rigtig ondt i hofterne. Det skal nok bare arbejdes væk, tænkte jeg, så jeg blev ved, men til sidst var jeg så ødelagt af smerter, at min mand sendte mig til lægen, der hurtigt sendte mig videre til reumatologisk. De fandt hurtigt ud af, jeg havde gigt, men ikke hvilken slags, så der fulgte en lang periode, hvor skiftende læger nærmest afprøvede forskellig medicin i blinde. Efter en lang snak med en sygeplejerske, og fik jeg tilknyttet en fast læge, der kunne give mig diagnosen psoriasisgigt ugen før jeg blev 50 år. Sikke en fødselsdagsgave, bemærker Rikke med et skævt smil.

Hvor skal vi hen?

Gigten og forløbet på reumatologisk medførte både fuldtids- og deltidssygemeldinger og andet sygefravær på mit arbejde, og det var slet ikke holdbart, fortæller Rikke ærgerligt. Jobcentret arrangerede en rundbordssamtale med en fastholdelseskonsulent, jeg ikke rigtig klikkede med, en beskæftigelsesrådgiver, jeg ikke havde mødt, min tillidsrepræsentant, min chef, og så havde jeg min mand med som bisidder og ekstra ører. Jeg oplevede ikke mødet kom nogen vegne, før min mand sagde; der er jo tre scenarier: Rikke bliver afskediget, får et fleksjob eller en førtidspension, så hvor skal vi hen? Jeg lærte heldigvis min beskæftigelsesrådgiver, Helle, rigtig godt at kende efterfølgende, og fik en ny fastholdelseskonsulent, Bettina Mørch, og de var virkelig gode.

Nedværdigende at skulle fortælle alt det, man ikke kan

Jeg blev afskediget kort efter rundbordssamtalen, fortæller Rikke, der erkender, at det heller ikke var holdbart for hjemmeplejen at have så ustabil en medarbejder. Men vi blev enige om at bruge opsigelsesperioden til afklaring. Bettina Mørch besøgte mig hver uge, så vi kunne justere i forhold til arbejdsopgaver, skånehensyn, hjælpemidler, arbejdstider og arbejdstid. Samtidig lavede jeg skemaer over hele mit døgn, så vi kunne få et billede af, hvad jeg kunne, hvad der trættede mig og gav smerter osv.
Efter en periode kontaktede Helle mig, for at fortælle jeg skal have en anden beskæftigelsesrådgiver, da jeg nu har været syg så længe, jeg vurderes som langtidssygemeldt. Jeg brød helt sammen; Det kan I ikke byde mig, sagde jeg til hende. Jeg er et positivt menneske, har altid klaret mig selv, og vågner med koppen halvt fuld og tænker på de gode ting. Det hårdt at erkende at kroppen ikke vil være med mere, når psyken vil stadig gerne, og vildt deprimerende og nedværdigende at skulle fortælle igen og igen, hvad man ikke kan, når jeg hellere vil fokusere på, hvad jeg kan. Helle hørte mig heldigvis, og vi fortsatte samarbejdet, smiler Rikke lettet.

Har du overvejet andre muligheder end fleksjob?

Den sidste dag Bettina Mørch og jeg mødtes om afklaringen, spurgte hun mig, om jeg havde overvejet andre muligheder end fleksjob. Jeg spurgte, om hun mente førtidspension? Hun svarede, at hun faktisk havde svært ved at se, jeg kunne finde et job, jeg kunne holde til, for vi var kommet frem til 7½ time/uge med 50 % effektivitet og diverse skånehensyn… så ja, det var det, hun tænkte. Og min ressource profil var da også en trist omgang at læse, for jeg vil jo gerne en helt masse mere, end jeg kan, smiler Rikke. Til rehabiliteringsmødet hvor det skulle afgøres, spurgte de mig bl.a.; hvad vil du selv? Jeg var slet ikke i tvivl; Jeg vil stadig gerne byde ind med det, jeg kan. Jeg fik fleksjobbet sammen med bemærkningen; vi havde faktisk indstillet dig til førtidspension, men fordi du virker stærk og gerne vil, tror vi på du kan indstilles til fleksjob. Men du skal huske at sige fra, hvis kroppen ikke kan holde til det alligevel, og du slet ikke har lidt overskud til det, derhjemme også, refererer Rikke.

Jeg er så klar

Nu skal jeg bare lige finde jobbet, udbryder Rikke energisk. Jeg har haft gang i mit netværk, og har nogle rigtig gode ideer til at få min erfaring og kompetencer sat i spil. Det skal helst være et job i Assens, så jeg ikke skal bruge for mange ressourcer på transport.
Fleksjobbet betyder SÅ meget for mig, for jeg har arbejdet hele mit liv, og jeg er slet ikke færdig med et byde ind med det, jeg kan. Jeg har aldrig prøvet at gå hjemme før nu, og jeg er slet ikke vild med, slutter Rikke med et smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens