Nyheder

Jobbet holder mig et godt sted i mit liv

Social angst gjorde det svært for 28-årige Nicolai Marienlund Jensen at bruge sin uddannelse som webintegrator. Efter 4 års ledighed kom han i praktik - og senere uddannelsesaftale - hos Carl Hansen & Søn i Gelsted, og den rummelige arbejdsplads har forvandlet en angst Nicolai til en ung mand, der tror på sine evner og tør drømme om fremtiden.

På grund af social angst, forsvandt Nicolai Marienlund Jensen ind i en ledighedsidentitet med skæve rutiner. Men hans liv tog en drejning i den helt rigtige retning, da han kom i praktik hos Carl Hansen & Søn, og nu har virksomheden indgået en uddannelsesaftale med den unge mand. På billedet ses Nicolai i behørig Corona-afstand til HR manager Hanne Jessen (th) og afdelingsleder Peter Hansen (tv).

Støttegruppen lærte mig, jeg ikke var alene

Nicolai Marienlund Jensen tog den direkte vej gennem uddannelsessystemet, og stod som 22-årig med en uddannelse som webintegrator - trods sine diagnoser angst og social angst. Jeg boede stadig hjemme de første år som nyuddannet, fortæller Nicolai, og bemærker det både var trygt og nemt. Der var heller ikke penge til at flytte hjemmefra, da Nicolai ikke søgte en forsørgelsesydelse. Efter et par år fik jeg muligheden for at flytte hjemmefra, og samtidig meldte jeg mig ledig i jobcentret, der var klar til at støtte mig i at søge job inden for mit fag. Jeg begyndte også i en nystartet støttegruppe i Lokalpsykiatrien, hvor jeg oplevede, at jeg ikke var unormal, for jeg var ikke alene med at kæmpe mod angst.

Fik en bevilling på en virksomhedsrevalidering

Det gik ikke så let med jobsøgningen, for angsten fyldte stadig en del samtidig med, at det var svært at bryde rutinerne med sene nætter og at sove langt op ad dagen. Jobcentret bevilger en virksomhedsrevalidering – et forløb med støtte og tid til at komme ordentligt i gang med at være på en arbejdsplads. Bo Antonsen, min virksomhedskonsulent, kontaktede Carl Hansen & Søn, og efter en samtale blev vi enige om at starte en praktik som lagerarbejder. Den første plan var 15 timer om ugen, og så støttegruppe to dage – men det kunne jeg slet ikke holde til, så det blev sat ned til 7½ time om ugen. Der har været god tid til, at jeg havde det, som jeg havde det, bemærker Nicolai og uddyber: Det giver mindre stress, når jeg ikke skal presse mig selv.

En fantastisk rejse at følge

Jeg mødte en helt anden Nicolai, end vi ser i dag, fortæller HR manager, Hanne Jessen, og sender Nicolai et smil. Han så ret presset ud de første uger, men han mødte op hver dag, og det har jeg stor respekt for – især med tanke på, at han både havde angst og skulle kæmpe sig ud af en længere ledighedsperiode. Han gik ind i det og gjorde, hvad han kunne, og så kan man jo ikke bede om mere, bemærker Hanne Jessen. Ved første opfølgning kunne Nicolai allerede berette, at hans angstanfald nærmest var forsvundet, og i takt med at han blev sat op i tid, voksede han med opgaven. Der skete et meget tydeligt skift, da Nicolai også begyndte at være her i pauserne, for det giver rigtig meget socialt. I starten var jeg lidt bange for, om Bo Antonsen fik lagt for mange timer på ad gangen, men det viste sig, at Bo havde en god fornemmelse for, hvor meget Nicolai kunne holde til. I det hele taget har Nicolais udvikling været en fantastisk rejse at følge, fastslår Hanne Jessen med et smil.

Samarbejdet er en forudsætning for succes

Carl Hansen & Søn har tidligere haft forløb med praktikanter, der har haft brug for en chance. Men det er ikke ligefrem noget vi gør ofte, konstaterer Hanne Jessen. Der skal være ressourcer og de rette omstændigheder til stede, så det bliver et godt forløb, fastslår hun. Det kræver, man kan stoppe op og skabe pladsen til at rumme et menneske, der har brug for lidt ekstra tid – og det skal naturligvis være det rette sted i virksomheden i forhold til den person, der kommer. Samspillet mellem os, Nicolai og Jobcenter Assens har haft stor betydning for, at vi har fået så god en succes i dette forløb. Det ekstra rum Nicolai har fået til at komme ordentligt ind i virksomheden, har været en forudsætning for det resultat, vi ser i dag, runder Hanne Jessen af.

Nicolai kunne ikke have gjort det her for halvandet år siden

Det er ikke kun Hanne Jessen, der er imponeret over Nicolais udvikling. Afdelingsleder, Peter Hansen, har også kun roser til hans nye elev. Nicolai er blevet enormt god til at håndtere, når der er travlt, fortæller Peter Hansen entusiastisk. I starten skulle han have små, afgrænsede opgaver, men nu er han med overalt. Vi kunne med det samme mærke, at der var noget at bygge på, for Nicolai er en kvik fyr, der kan en masse ting. Han sætter en stor ære i at gøre tingene rigtigt og tager ansvar. Han skulle bare lære at stå på sine egne ben. Det tog Nicolai et års tid at komme op på fuld tid. På det tidspunkt var vi enige om, at det ville være en rigtig god ide at lave en uddannelsesaftale som lager- og logistikoperatør. Uddannelsen betyder, at man bliver kastet lidt rundt i virksomheden, for der er jo mål, man skal leve op til, og det kunne Nicolai bestemt ikke for halvandet år siden. Men det kan han i dag. Nicolai er gået fra at være indadvendt til at være en udadvendt del af flokken, som spiller med og melder sig ind i snakken, og den udvikling er han selv en meget aktiv del af, påpeger Peter Hansen.

Jeg håber, min fremtid fortsætter på Carl Hansen & Søn

Det er godt for mig at lave noget fysisk, hvor jeg samtidig skal bruge hovedet, konstaterer Nicolai. Når man sidder hjemme, går man i stå både mentalt og fysisk. Jeg har meget mere energi nu, hvor jeg bruger mig selv og oplever en fysisk træthed, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg har min første eksamen i juni, og jeg tror, jeg er klar, fortæller Nicolai lidt genert. Det behøver du ikke tro, byder Peter Hansen ind og fastslår; Du ER klar.
Kollegerne har gjort en kæmpe forskel for mig, fordi de er så åbne og hjælpsomme, fremhæver Nicolai. Vi bruger hinandens forskelligheder, og nu hvor jeg ikke er den nye mere, er der også nogen, der spørger mig om hjælp. Jeg håber, min fremtid fortsætter på Carl Hansen & Søn, når jeg er færdiguddannet. I det hele taget er jeg begyndt at se mine fremtidsdrømme om familie og eget hus som mere realistiske, slutter Nicolai med et stort smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens