Nyheder

Min familie har fået mig tilbage

Det har taget mig år at erkende, at jeg er syg, fortæller 32-årige Michella Rasmussen, som for 6 år siden fik konstateret leddegigt. Min krop har råbt det hele tiden, men hovedet sagde; det skal jeg nok klare. Derfor kæmpede jeg for at holde til uddannelse og job i en grad, så jeg mistede energien til alt andet, erkender hun ærgerligt. Samtidig var gigten fuldstændig i ubalance, og det var først, da jeg stod med risikoen for en stivgørende operation af min nakke, det gik op for mig, det slet ikke var holdbart. Heldigvis var der hjælp at hente, smiler Michella, der for nylig fik tilkendt fleksjob.

Før havde jeg ikke energi til bagning med børnene og et køkken smurt ind i chokolade, men nu spørger jeg nærmere om de mangler mere krymmel, griner Michella Rasmussen fra Brylle, og tilføjer; Fleksjobbet betyder, at jeg kan beholde verdens bedste job uden at gå i stykker af det.

Husrenovering, uddannelse og 3 små børn

For 6 år siden købte Michella Rasmussen og hendes mand et hus i Brylle, hvor alt skulle have en kærlig hånd, før det var perfekt til familien med en dengang 7-årig datter og tvillinger på 4 år. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev ved med at have ondt i fingrene, men tænkte det måske var renoveringsarbejdet. Sideløbende var jeg i gang med nogle supplerende fag for at kvalificere mig til pædagogisk assistent uddannelsen. Jeg gik til lægen af flere omgange, og fortalte leddene føltes helt forkerte, husker Michella tilbage. Til sidst tog de nogle blodprøver, som viste nogle meget høje inflammationstal. Jeg kom til reumatolog, og fik at vide, jeg havde fået leddegigt.

Praktikken var ved at vælte mig

Med gigten rasende i kroppen, færdiggjorde Michella sin uddannelse. Selvom kroppen mere og mere insisterende fortalte hende, hun var syg, mente hun nok, hun skulle klare det. Undervejs var hun dog 7 måneder i praktik i en børnehave, og det var lige ved at vælte hende. Når man står i fugtig kulde og skal tage rigtig mange gummistøvler af og på hver dag, så kan man for alvor mærke smerterne, husker hun. Jeg tænkte bare; det her kan jeg ikke holde til resten af mit liv. Bedre gik det i næste praktik på et socialpædagogisk sted for unge, der havde det svært. Det var andre arbejdsfunktioner og mindre fysisk hårdt, så jeg vidste det var den vej, jeg skulle gå, erklærer hun. Som nyuddannet i 2018 fik jeg et 3 måneder vikariat ved Specialcenter Møllebakken i Ringe, og efterfølgende blev jeg fastansat på fuld tid.

Jobbet blev mit eneste sociale liv

Jeg gav alt, hvad jeg havde på arbejdet, så jeg var ikke noget værd herhjemme, erindrer Michella. Det blev mit eneste sociale liv, og måske var det derfor, jeg blev ved med at trække mig selv op ved håret og komme afsted. Jeg havde aftenvagter, så jeg stod lige op og sendte børnene afsted – og sov så resten af tiden. Sådan gjorde jeg i 1½ år, og det var lige ved at vælte både mig og familien. Jeg var træt hele tiden, og havde konstant dårlig samvittighed, fortæller hun ærligt. Mine nærmeste pressede på; Det her bliver ikke ved med at gå. Samtidig var der konstant forværring i gigten, og da jeg pludselig stod over for en risiko for en stivgørende operation af min nakke, var der noget, der gik op for mig. Jeg ville gerne være det hele – men måske kunne jeg kun være det halvt?

Jeg skulle lære at lytte til kroppens signaler

Det tog mig år at erkende, jeg havde brug for hjælp, og det jeg hørte til visitationssamtalen på jobcentret var; man kan ikke bare få et fleksjob. Det var virkelig svært, for jeg lå helt ned. Men min beskæftigelsesrådgiver, Malene Andersen, mødte mig med forståelse og beroligede mig med, at vi nok skulle få styr på min situation. Hun har hele tiden forberedt mig på næste skridt, og vurderede jeg skulle bruge min energi på arbejdet - så vi havde telefoniske opfølgninger. Sideløbende med afklaringen ved jobcentret, skulle lægerne bruge tid på at hjælpe mig med at få ro på gigten. Den var totalt i ubalance, efter jeg slet ikke havde lyttet til kroppens signaler. Jeg gik også til samtaler med en sygeplejerske for at lære, hvordan jeg lever med min kroniske sygdom, i stedet for at prøve at bekæmpe den. Så det blev til en del sygehusbesøg, smiler Michella skævt.

Jeg har haft et godt team omkring mig

Efter beskeden med nakken blev jeg deltidssygemeldt, og fik også snakket med min chef om min situation – hun hedder også Malene, ler Michella. Malene chef og jeg fik lavet nogle gode aftaler om, hvordan jeg kunne passe på mig selv og snakket om skånehensyn, hjælpemidler, tidspunkter, tider osv. Da fastholdelseskonsulent, Bettina Mørch, skulle komme på besøg på arbejdspladsen, fik Malene og jeg skrevet det hele ned. Bettina roste os for forarbejdet, og efter hun havde spurgt ind til det, kørte vi videre der fra. Det tværfaglige samarbejde mellem arbejdsplads, sygehus, læge og jobcenter har bare fungeret super godt, og jeg føler mig heldig at have haft så godt et team omkring mig, smiler Michella, der i august fik tilkendt fleksjob med 17½ time/uge.

Det er nødvendigt at indrette sig

Jeg er glad for mit arbejde, og så er det både afvekslende og mindre fysisk hårdt end fx praktikken i børnehaven, fortæller Michella. Og så har jeg de bedste kolleger, der ved jeg har leddegigt, og gerne bytter opgave, hvis der fx er planlagt en gåtur med et barn på en dag med kold, fugtig luft. Jeg må bruge min egen bil med automatgear, og har lov til at holde pause, når børnene gør det. Det er bare verdens bedste arbejdsplads, erklærer Michella med et stort smil. Fleksjobbet betyder, at jeg kan beholde mit arbejde uden at gå i stykker, og samtidig få mit familie- og fritidsliv tilbage. Jeg har endda fået lidt overskud til at træne.
Min familie ved godt, hvornår jeg har brug for at hvile, så vi indretter vores aktiviteter efter det. Vi har købt en robotplæneklipper, så der er frigivet energi til noget andet der. Og så har vi afskaffet skabe i huset til fordel for et tøjværelse i kælderen, så man kan lægge tøjet på plads lige ud fra tørretumbleren – så går vi der ned og tager tøj på om morgenen. Min familie viser i det hele taget rigtig meget hensyn til mig, og jeg er glad for, at jeg nu kan være lidt for dem igen, slutter Michella med et taknemmeligt smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens