Nyheder

Nu kan jeg finde ro - både mentalt og i kroppen

Da 38-årige Kira fra Aarup blev sygemeldt med stress, var der behov for hjælp til at genvinde styrken. Hjælpen kom via en veninde, der foreslog de meldte sig til Assens kommunes gratis tilbud; Hjælp til håndtering af stress og depression. Her mødtes veninderne andre med stress-symptomer, og i løbet af de 8 uger forløbet varede, kom der ro på både krop og sjæl.

En ny chef og mange forandringer på kort tid, medførte at 38-årige Kira blev sygemeldt med stress. Kira har ønsket at deltage uden ansigt og efternavn, da hun starter på uddannelse i januar. Hendes efternavn er naturligvis kendt af Jobcenter Assens.

Det var ikke Kiras første møde med stress, da hun i efteråret 2019 måtte sygemeldes. Som 25-årig var der alt for meget fart på mig, fortæller hun. Jeg troede, jeg skulle det hele på én gang. Som nyuddannet kosmetiker og salgsassistent fra Matas, havde jeg fuldtidsarbejde, underviste på Teknisk Skole i Odense, og pendlede til København for at tage en efteruddannelse. Oveni skabte arbejdspladserne konstant drama omkring mig med interne konflikter mellem kolleger og leder som gav et rigtig dårligt arbejdsmiljø. Så da jeg faldt, var det med et kæmpe brag, og det tog knap 4 år før jeg blev raskmeldt, konstaterer hun alvorligt.

Fra kosmetik til dagligvarer

Dengang så man meget tiden an, så jeg var sygemeldt i 15 måneder, hvor man blot afventede, jeg fik det bedre, men tid var altså ikke nok, bemærker Kira. Jeg betalte selv en psykolog og en stressterapeut for at få en forståelse for, hvorfor jeg var endt, hvor jeg var, og samtidig flyttede min kæreste og jeg i hus, så der begyndte langsomt at komme lidt ro på. Jeg var i et længere pilotprojekt for unge under 30, hvor jeg fik afprøvet lidt forskelligt, og med tiden fik en ide om, at jeg skulle afprøve butiksområdet. Jobcentret tilknyttede mig en virksomhedskonsulent, der skabte kontakten til en dagligvareforretning i mit lokalområde, hvor butikschefen var god til at tage imod folk.

Jeg startede i praktik 3 x 2 timer om ugen, og kom langsomt op i tid. Vi afprøvede aften- og weekendarbejde, men det kunne jeg slet ikke holde til. Men praktikken gik godt, og samarbejdet med butikschefen var super, så efter en periode tilbød han mig fastansættelse 33 timer om ugen som førende kassedame med ”kontortider”. Med tiden fik jeg både flere ansvarsområder i butikken, og på privatfronten tillige 2 børn – og jeg var stadig i trivsel.

Stressen påvirkede min familie

Efter 9 år fik vi en ny butikschef, og der gik det galt, husker Kira tilbage. Det var nye tider med flere forandringer på kort tid end jeg kunne holde til, og samtidig blev jeg varslet, at nu var det slut med at slippe for aften- og weekendarbejde, fortæller hun. Jeg hang på så godt, jeg kunne, men jeg var meget stresset, og efterhånden begyndte det at gå ud over familielivet, så til sidst væltede læsset simpelthen, fortæller Kira ærgerligt. Mens jeg var sygemeldt, kontaktede en veninde mig. Hun var også sygemeldt med stress, og havde set en annonce for Assens kommunes gratis tilbud; Hjælp til håndtering af stress og depression. Hun solgte det til mig med ordene; ”Det er tre timer én gang om ugen; en times teori, en time ud i naturen og en times Mindfulness, sagde hun – hvad kan gå galt?”, griner Kira. Vi meldte os til og kom på hold i slutningen af oktober.

Helle Thode Frifeldt (tv) og Lene Puggaard Madsen (th) fra Assens kommunes Sundhedsfremme og forebyggelse varetager tilbuddet Hjælp til håndtering af stress og depression som hhv. underviser og yogainstruktør.

Omgivelserne ved Torø Huse giver ro i sig selv

Det er Assens Kommunes Sundhedsfremme og forebyggelse, der tilbyder forløbet; Hjælp til håndtering af stress og depression. Forløbet varer 8 uger, og vi mødes 3 timer en gang om ugen i lokaler ved Torø Huse, fortæller underviser Helle Thode Frifeldt, og uddyber: Den første time handler om teori og viden om stress og depression – en fysiologisk forklaring på, hvorfor man reagerer, som man gør, og hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen. I forløbet tager vi forskellige emner op; kropsbevidsthed, betydningen af fysisk aktivitet, kost og søvn, balance og værdier for den enkelte. Derudover laver vi handleplaner for de første små skridt til at få det bedre, og snakker med deltagerne om ”ilt-masken i flyveren”; hvordan passer jeg på mig selv, så jeg har noget at give til andre?

Herefter er vi ude og bruge naturens rehabiliterende effekt. Vi arbejder med stilhed og fordybelse, og går ud til vandet og finder et sted at sidde hver for sig. Her øver deltagerne sig i at sidde i 10-15 minutter og finde roen og nyde stilheden. Det er tydeligt meget svært i starten, og der bliver kigget på underviseren ofte for at se, om hun nu har styr på tiden, smiler Helle, men i løbet af de 8 uger er det virkelig et sted, hvor vi kan se udviklingen hos deltagerne. Når vi er retur fra gåturen, sluttes der af med Mindfulness eller yoga, hvor der arbejdes med ro i både sind og krop, så vi kommer hele vejen rundt.

Vi har plads på næste hold

Vi får tilbagemeldinger om, at det er kombinationen af indholdet, der gør en forskel – og så samværet med hinanden, fortæller Helle. Både erfaringsudvekslingen, og det at man ikke er alene med at have symptomer på stress. Forløbet foregår i dagtimerne, og alle med symptomer på stress er velkomne.
Vi har 4 hold om året, og der er som regel en venteliste at fylde holdene med. Det næste starter her i januar, og der er stadig ledige pladser, så interesserede kan stadig nå at kontakte mig på 24 97 12 79, runder Helle Thode Frifeldt af.

Skifter spor og starter på en frisk

Jeg var så glad for at komme på forløbet, fortæller Kira, der har suppleret med Body SDS, hvor man bearbejder kroppens gamle skavanker og oplevelser med stress, så man får dem ud af systemet. På forløbet fik jeg genopfrisket teorien bag om stress, og blev samtidig bekræftet i, at jeg ikke var alene – og ikke bare kunne tage mig sammen, uddyber hun. Jeg har lært mine signaler at kende, så jeg kan reagere før, det går galt, og så har jeg fået redskaber via bl.a. Mindfulness til at finde ro indeni. I arbejdet med værdier og handleplaner, fik jeg stoppet mig selv i hele tiden af ville lave større og større mål – det er den del i mig, der gerne vil det hele på én gang, men hvis man vil det hele, må man lære at flytte én sten ad gangen, bemærker Kira med et smil.

Kiras sygemelding medførte en fyreseddel, og den kom egentlig som en lettelse, indrømmer hun. Jeg var godt klar over, jeg aldrig ville blive klar til at komme tilbage til butikken, fortæller hun. Jeg har brugt efteråret på at snakke en del med en karriererådgiver ved HK, og kom frem til en masse om, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil. Efterhånden stod det klart, at jeg måtte tage en ny uddannelse, så jeg starter en uddannelse inden for sundhedsfaget d. 14. januar, erklærer hun med et stort smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens

Læs mere om tilmelding til Håndtering af Stress og Depression

Der er informationsmøde om kurset
tirsdag d. 14. januar kl. 12.00.
Første mødegang er d. 21. januar
kl. 12.00-15.00.
Tilmeld dig hos Sundhedskonsulent Helle
Thode Frifeldt på 6474 7166/2497 1279.
Tilmelding foregår efter først til mølle
princippet.