Balancen var det første, der blev ramt

I 2009 havde Michael Skøtt Hansen arbejdet et par år med 12 timer nattevagter. Da han begyndte at kæmpe med både energi og balance, gav han i første omgang nattevagterne skylden. Men da Michael fik et slag i hovedet, og venstre øje slørede til, kom han til undersøgelse ved en neurolog i Middelfart. Neurologen kunne konstatere, at han havde sklerose.

Michael fik tilkendt fleksjob, men blev fyret fra sit daværende job efter et par sygemeldinger. Efter en periode med afklarende praktikker i jobcentret, fandt han selv et fleksjob ved Vestfyns Fodboldgolf, hvor han var et par år. Fodboldgolf er en sæsonsport, og for at undgå vinterfyringerne, søgte han i 2018 job hos Fipros A/S, der ligger i gåafstand fra hans bopæl.

”Jeg blev ansat som servicemedarbejder 12 timer om ugen, og mine opgaver har fx været at vaske paller, slå græs, feje og vaske gulv og lignende – alle opgaver med maskiner til hjælp og uden en deadline,” fortæller Michael. Men sklerosen blev værre, og med mindre energi, blev balancen også værre.

Vi var nødt til at reagere inden det blev uforsvarligt

”I starten gik det fint, de timer Michael var her”, husker Michaels afdelingsleder, Benny Lauritzen. Han har været vidne til, hvordan Michael over tid blev betydeligt ringere, og til sidst var han virkelig bekymret.

”På Fipros A/S har vi ikke fokuseret så meget på effektivitet og udbytte. Der er plads til at tage et socialt ansvar, og vi skal alle bidrage med det, vi kan. Men når man bliver så syg, som Michael er blevet, er det jo ikke en hjælp for hverken ham eller virksomheden,” beskriver Benny Lauritzen.

”Da Michael til sidst måtte støtte sig til væggen og dalrede rundt, var jeg nødt til at stille spørgsmålet; Det vi har gang i her – er det forsvarligt? For ham og for mine truckførere? Michael skal jo også have overskud, når han kommer hjem til træning osv.”.

Et godt internt samarbejde

”Da Benny Lauritzen kontaktede mig, fik vi hurtigt et møde i stand på Fipros A/S,” fortæller virksomhedskonsulent, Carsten Degnebolig.

”Jeg er tilknyttet for at følge op på Michael og fleksjobbet, og over de sidste par år har jeg været vidne til, hvordan sklerosen har taget mere og mere af både energi og balance, så vi først måtte sætte timetallet ned til 9 timer og året efter 6 timer. Da Benny Lauritzen til mødet på Fipros A/S uddyber sin bekymring, og Michael supplerer med, at han helt udmattet sover 6-8 timer efter blot en times arbejde, er det tydeligt, at situationen ikke er holdbar,” fastslår Carsten Degnebolig.

”Normalt er praksis, at man får en sygemelding som efter en periode overgår til Arbejdsfastholdelse, uddyber Carsten Degnebolig. Her arbejdes beskæftigelsesrettet for at fastholde den sygemeldte på arbejdsmarkedet, i det omfang det er muligt. Det er en proces, der kan tage tid, for loven siger, at arbejdsprøvningen skal være gældende for ethvert erhverv. Men det var helt tydeligt, at Michael ikke kunne arbejde mere, så jeg kontaktede min kollega, Emine Belek, i Arbejdsfastholdelse, og spurgte om der ikke var andre muligheder. Med en beskrivelse af opfølgningerne på Michaels fleksjob, og et samlet billede af de lægelige oplysninger over tid og andre nødvendige oplysninger, forelagde vi sagen for regionens sundhedskoordinator, der var enig i vores bedømmelse; at det ville være åbenlyst formålsløst at arbejdsprøve Michael. Hans arbejde ved Fipros A/S så skånsomt, det overhovedet kan være, og hans udmattelse af sklerosen vil gælde uanset hvad han laver.”

Med en hurtig, fælles indsats, får de indstillet Michael til førtidspension, og da sagen er åbenlys, bliver den omgående godkendt med virkning fra 1. oktober.

Nu skal der gang i træningen og ro på sygdommen

”Jeg har følt mig tryg med Carsten (Degnebolig) ved min side,” fortæller Michael. ”For mig har han betydet, at tingene bare har kørt – også selvom det er gået ned ad bakke.
Min første reaktion, da Carsten nævnte førtidspension, var nej tak! Jeg var slet ikke der, hvor jeg havde indset, at jeg ikke kunne arbejde mere. Men det satte gang i tankerne, og så kunne jeg godt selv mærke, at det var rigtigt nok, genopfrisker Michael. Og da jeg kom dertil, måtte det egentlig godt gå stærkt. Men jeg blev overrasket over hvor stærkt - og superlettet, for en lang udredning ville have krævet energi og ressourcer, jeg ikke har.”

”Jeg har altid haft det sådan, at når man er på arbejde, så skal man arbejde,” fortæller Michael, der har brugt alle sine kræfter på at holde fast i fleksjobbet. ”Før var der ingen overskud til træning og gode strukturer, som er vigtige for at holde sygdommen bedst muligt i ro, men det skal der styr på nu. Det er faktisk lidt svært at vænne sig til tanken om, at jeg ikke skal arbejde mere, men det er da ved at gå op for mig,” slutter han med et lille smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens