Nyheder

Vi har så travlt, at vi egentlig ikke har tid til at rekruttere

PLUM er glade for Jobcenter Assens kunne hjælpe dem akut med rekruttering af en automatik tekniker. Assens-virksomheden, der har over 50 års erfaring med effektive og brugervenlige løsninger til virksomhedernes håndhygiejne, arbejder i døgndrift på at imødekomme efterspørgslen, der er eksploderet i forbindelse med Covid 19 pandemien.

Teknisk Chef ved Assens-virksomheden Kiilto, Per Pasfall, er godt tilfreds med rekrutterings samarbejdet med Jobcenter Assens. Vi fik hurtigt en medarbejder, vi kunne bruge, fortæller han.

Stod med et akut behov

Virksomheden stod med et akut behov for at finde en person til værkstedet, der kunne hjælpe med el teknik og automatik, fortæller teknisk chef, Per Pasfall ved PLUM i Assens – en del af finske Kiilto. Vi har tidligere brugt Jobcenter Assens til rekruttering, men det er nogen tid siden, supplerer han. Årsagen til at vi gjorde det nu, var at vi havde et akut behov – som i NU – og at bruge en annonce og resten af processen ville simpelthen tage for lang tid, understreger han.

Erhvervskontakten satte mig i forbindelse med Jobcenter Assens

Jeg ringede til den hotline, Erhvervskontakten, som vi havde fået at vide kunne hjælpe virksomheden. De hjalp med at formidle kontakten til virksomhedsambassadør, Lasse Greve Frets, fra Jobcenter Assens. Lasse og jeg talte sammen over telefonen, og jeg kunne præcisere mit behov for arbejdskraft så eksakt som muligt. Man kan jo altid ønske sig noget – ligesom til jul, bemærker Per Pasfall med et lille, lunt grin. Lasse sendte os efterfølgende 3 CV’er på mulige kandidater der kunne løse mest muligt af opgaven. Den ene kunne vi bruge, så han blev ansat.

Vi er helt sikkert tilfredse med resultatet, for vi har fået en medarbejder, der kan hjælpe med det, vi har brug for, og vi fik ham hurtigt, fortæller Per Pasfall. Og jeg må sige, jeg er overrasket over, han gik ledig, for han er en dygtig mand, tilføjer han.

Bruger helt sikkert Jobcenter Assens til rekruttering igen

På spørgsmålet om hvorvidt Kiilto vil bruge Jobcenter Assens som rekrutterings partner en anden gang – også når forholdene bliver mere normale, svarer Per Pasfall bekræftende. Det har vi som sagt gjort tidligere, og gør det også gerne igen, siger han. I denne situation gjorde det hele forskellen, at Jobcenter Assens kunne hjælpe på denne måde, for vi havde faktisk ikke tid til at rekruttere, som vi plejer. Det er godt for os, Jobcenter Assens har sådan en funktion. Normalt sender vi gerne et stillings opslag til Virksomhedsservice også - kan de se om der er kandidater i jobbanken, der matcher vores behov.

Virksomhedsambassadør ved Jobcenter Assens, Lasse Greve Frets, fortæller at Jobcenter Assens meget gerne modtager rekrutteringsopgaver. Vi er klar til at matche virksomhedernes behov, understreger han.

Vigtigt vi ikke spilder virksomhedens tid med forkerte match

Virksomhedsambassadør, Lasse Greve Frets, er glad for, Jobcenter Assens fik muligheden for at imødekomme Kiilto’s rekrutterings behov, for det er en opgave jobcentret meget gerne modtager.
Det, der er det vigtige for mig, når en virksomhed henvender sig, er at jeg får lyttet og hører, hvordan vi kan hjælpe med rekruttering. Dermed får jeg en afdækning af, hvad det er for et behov virksomheden står med, forklarer han. Det er vigtigt, at vi ikke spilder virksomhedens tid med at sende CV’er, der ikke matcher deres behov.
Herefter udsøger og screener vi kandidater til stillingen - både i Assens kommune og udenfor - så vi matcher allerbedst. Derefter fremsender vi det antal CV’er virksomheden har ønsket. Det er som regel 2-3 kandidater. I dette tilfælde fremsendte vi 3 CV’er, og Kiilto udvalgte den kandidat, der matchede dem bedst. Vi hjalp at formidle præsentationen mellem den valgte kandidat og virksomhedens kontakt, så vi sikrede os, at processen kom helt i mål. Det er en god fremgangsmåde for både virksomhed og borger, oplever jeg. Jeg laver altid en opfølgning efter en uges tid; er de rigtige faglige og personlige kompetencer til stede? Kiilto bekræftede, at matchet var godt, og dagen efter fik vi faktisk en ny henvendelse fra en anden kontakt i virksomheden, som manglede 2 kandidater et andet sted. Det tyder jo på, at de er tilfredse med rekrutterings processen, konkluderer Lasse Greve Frets med et smil.

Jobcenter Assens er også klar til at yde hjælpe og sparring til DIN virksomhed.

Selv om jobcentret er lukket ned, og vi ikke længere sidder på vores vante pladser, så arbejder vi videre hjemmefra, og jeg sidder klar til at modtage et opkald fra DIN virksomhed på 2181 48 13, understreger Lasse Greve Frets.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens

PLUM er en del af finske Kiilto og en dansk virksomhed med rødder helt tilbage til 1860. I mere end 50 år har vi beskæftiget os med effektive og brugervenlige løsninger til virksomhedernes håndhygiejne og i knap 20 år med førstehjælps løsninger, der gør din arbejdsplads til et trygt sted af være. Vi betjener i dag en bred vifte af brugere inden for industri-, håndværks- og institutions området. Gennem et tæt samarbejde med bl.a. hudlæger, sikkerheds organisationer og rådgivende instanser har vi igennem årene udviklet produkter, der vægter hudens krav om milde råvarer lige så højt som hensynet til effektivitet. Situationen omkring Covid-19 har medført en ekstremt stor efterspørgsel efter desinfektions produkter, især hånddesinfektion. Vi producerer i døgndrift, også henover weekender, men oplever en ordretilgang, som er så meget ud over det sædvanlige, at vi ikke kan honorere den inden for vores normale leveringstider.